Tak fordi jeg fik lov til at lege ultraløber for et døgn. STOR respekt til jer, der gør det igen og igen og igen… En vildt fed løbeoplevelse, som for mit vedkommende startede med et mål om at løbe 100 km på 24 timer. Noget jeg egentlig ikke var helt sikker på, at jeg kunne. Læs beretning fra vinder af kvinde 24h solo.

Nu sidder jeg så her adskillige dage senere – stadig med elefantfødder og ømme led og forstår nærmest ikke hvordan det gik til, at jeg som debutant på 24 timers løb rundede 163 km med kun sparsom træning inden løbet – men det var det hele værd.
Tænk at løbe og glæde sig til at se en hestepære fyldt med spyfluer…bare fordi at lige der ved hestepæren, dér må jeg begynde at gå indtil bakken foran mig igen flader ud…sikke en masse fikspunkter jeg havde undervejs. Jeg beundrede stafetløberne når de sprintede op ad bakkerne og syntes det var så dejligt forfriskende at se dem drøne forbi – selv om natten, hvor vi alle var udfordrede af mørket. På et tidspunkt løb en ræv over stien i skoven lige foran mig – det var da virkelig dus-med-dyrene på første parket…:-)
Jeg oplevede at ryge fra himmel til helvede og retur inden for få minutter – jeg kan godt forstå at ultraløbere søger det rush igen og igen. Tusind tak for oplevelsen, stemningen, konkurrencen, forplejningen og ikke mindst den kæmpe opbakning og support jeg fik undervejs fra både egen og andres lejre – det var STORT!!
Da jeg ikke har løbet ultraløb før, kan jeg ikke rigtig udtale mig om, hvorvidt der manglede noget eller om noget kan forbedres…udover at jeg syntes at afstanden over til toiletterne blev længere og længere efterhånden som løbet skred frem…:-)

Kh Janne Grønhøj